Rønde

Fandt skunklaboratorie ved Rønde

Østjyllands Politi fandt søndag frem til et professionelt skunk-laboratorie i Rønde. Flere mænd blev anholdt under aktionen.

Søndag eftermiddag omkring kl. 16.30 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der på en adresse ved Rønde stod nogle personer og vejede noget af og at der lugtede kraftigt af hash eller skunk på stedet.

Da politiet ankom til stedet kunne betjentene bekræfte oplysningen om, at der lugtede kraftigt, og de observerede fem personer, der var i gang med at høste og veje skunk.

Betjentene gik ind i huset, og de fem mænd på 26, 27, 27, 32 og 46 år blev alle anholdt. Da betjentene efterfølgende gennemgik huset fandt de en papkasse med skunk, der allerede var blevet høstet og i nogle bygninger, der lå ved siden af huset fandt de et professionelt skunklaboratorie.

De fem mænd blev alle sigtet for at have fremstillet flere hundrede skunkplanter svarende til godt 15 kg hash samt for besiddelse af ca. 6 kg tørret skunk alt sammen med henblik på videresalg.

Kommentarer