Livsstil og forbrug

Partnerskaber er vejen frem, når der skal arbejdes med klima og bæredygtighed

Den første weekend i september blev Fair Bæredygtighedsmesse på Rosenholm Slot afholdt for første gang.

Festivalen samlede et større antal virksomheder og borgere og kommunen til to solskinsrige dage i slotsparken med et hav af bæredygtige løsninger som omdrejningspunkt. Festivalen blev afviklet af Syddjurs Kommune i partnerskab med en række aktører. Erfaringerne fra festivalen er gode og partnerskaber med erhvervslivet bliver fremadrettet et centralt værktøj, når der skal arbejdes med klima og bæredygtighed.

Syddjurs Kommune har fået mange væsentlige erfaringer med planlægning og afholdelsen af Bæredygtighedsmessen. Blandt andet, at styrket dialog og samarbejde på tværs af virksomheder, borgere og Kommune er et af de væsentlige værktøjer i den grønne omstilling. Virksomheder og borgere begynder nu at spille en større rolle i, at gå fra visioner til konkrete handlinger.

Formand for udvalget for erhverv og beskæftigelse Gunnar Sørensen udtaler:

 – Byrådets indsats for bæredygtighed og støtte til messen har givet pote. Samarbejdet med Fair Festival Rosenholm Slot har gavnet det lokale erhvervsliv og bidraget til at kommunikere kommunens klima- og bæredygtighedsindsats helt ud til borgerne. Det viser, at vi i Syddjurs kan noget helt særligt med at samle kræfterne på tværs.

Mange virksomheder og borgere er ved at tage de første skridt ind i den grønne omstilling. Det kan være i form at større investeringer eller adfærdsændring og dækker en bred vifte af områder, såsom energiforbrug, byggeri, affaldshåndtering og transport. Her kan nye utraditionelle partnerskaber spille en væsentlig rolle.

Bæredygtighedsmessen har vist, at borgerne og virksomhederne er både interesserede og nysgerrige på at deltage i den grønne omstilling og i anvendelse af mere bæredygtige løsninger. Men messen viser også, mange har brug for vejledning til at tage de første skridt.

En af messens store succes har været den digitale klimaplan, hvor borgerne kunne udfylde en klimaplan for deres egen husstand. Ved at udfylde en klimaplan kan man se hvad ens CO2-aftryk egentlig er, og dermed få en idé om, hvad der skal til for at blive mere bæredygtig.

Formand for udvalget for natur, teknik og miljø Kim Lykke Jensen udtaler:

 – Den største succes i forhold til klimaindsatsen i Syddjurs er måske, at rigtig mange har udfyldt deres egen klimaplan. Også selv om de ikke deltog på messen. Over 2.600 husstande i Syddjurs har nu tal på hvor bæredygtige de er og har fået indblik i, hvordan de kan handle smartest. Dermed går borgerne i Syddjurs foran resten af landet.

Leverandører af bæredygtige løsninger spiller fortsat en stor rolle, både i forhold til kommunens egne indsatser, men også for de enkelte borgere, der skal navigere i et stadigt voksende udbud af bæredygtige løsninger. Fremadrettet vil Syddjurs Kommune fortsat opsøge nye partnerskaber, der kan fremme information om klimavenlig og bæredygtig omstilling.

Kommentarer