Sag om narkobilisme førte til peberspray og hash
En patrulje fattede onsdag kl. 19.30 mistanke til en bil, som kørte på Århusvej i Ebeltoft, og betjentene dirigerede derfor køretøjet ind til siden.
Bag rattet sad en 23-årig litauisk mand, som virkede påvirket af stoffer. Han blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel. Da han blev visiteret, fandt betjentene en peberspray i hans lomme, og han blev derfor også sigtet for overtrædelse af våbenloven.
På passagersædet sad en anden 23-årig litauisk mand, som ikke kunne fremvise noget gyldigt id. Han fortalte, at det lå hjemme i det sommerhus, han bor i p.t. Patruljen kørte ham derfor til sommerhuset.
Her lå mandens id rigtigt nok, men ved siden af det lå en mindre mængde hash, og derfor blev han sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
Kommentarer