Hornslet

Skoleudvidelse i Hornslet: 4 hold gennem nåleøjet

Skoleudvidelsen i Hornslet rykker et vigtigt skridt nærmere. Der er netop udvalgt 4 hold af arkitekter og ingeniører, som nu skal give deres bud på, hvordan det endelige projekt skal se ud.

De fire hold Syddjurs Komme har valgt er:

  • Arkitema med underrådgiver: Cowi.
  • CEBRA med underrådgivere: rasmusrasmus samt EKJ og DEM Rådgivende Ingeniører.
  • Arkitektfirmaet Kjaer & Richter med underrådgivere: Søren Jensen Rådgivende Ingeniører, VEGA, Allermann Rådgivning og Ekolab.
  • GPP Arkitekter med underrådgivere: OJ Rådgivende Ingeniører, byMUNCH og Rum & Adfærd.

Holdene er udvalgt i det, der kaldes en prækvalifkationsrunde. I runden havde i alt 18 deltagere afleveret en ansøgning. Alle ansøgere har forholdt sig til et omfattende udbudsmateriale og igennem deres ansøgninger sandsynliggjort, at de med deres økonomiske kapacitet og erfaring fra lignende projekter kan løse opgaven.

Nu skal de fire hold komme med hver deres bud på, hvordan den nye udskolingsafdeling fra 6. til 9. klasse i Hornslet skal etableres sammen med en ny multihal ved Hornslet Hallen og et ungemiljø, hvor Ungdomsskolens aftenklub får til huse.

“Vi forventer gode og forhåbentlig meget forskellige bud på placering og udformning fra de fire hold. Samtidig ser jeg frem til at se buddene på, hvordan det samlede projekt kan tilføre Hornslet spændende læringsmiljøer, et attraktivt ungemiljø og forbedrede rammer for fritidslivet”, siger Kirstine Bille, formand for Familie-børn-og læringsudvalget.

I de kommende måneder arbejder de fire hold med forslag til, hvordan den nye bygning ved Hornslet Hallen skal placeres og udformes med fokus på arkitektur, funktion og bæredygtighed. Den 10. juni afleveres de endelige konkurrenceforslag til bedømmelsesgruppen, som består af formænd og næstformænd i Familie-, børne- og læringsudvalget og Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget. I bedømmelsesgruppen sidder også repræsentanter fra Hornslet Skole, Hornslet Hallen, Ungdomsskolen og Syddjurs Kommunes administration.

Gruppen udvælger vinderen, som offentliggøres i slutningen af juni i år. Byggeriet forventes at gå i gang i 2023 og stå helt færdigt i foråret 2025.

Fakta

Hornslet Skole skal udbygges på grund af et stigende børnetal i byen. Byrådet i Syddjurs Kommune har derfor besluttet, at udbygningen skal ske med etablering af en ny udskolingsafdeling ved Hornslet Hallen samtidig med, at Hornslet Hallen får en ny multisal og Ungdomsskolens aftenklub flytter med til Stadionvej, så der skabes et attraktivt ungemiljø.

I forlængelse af etableringen de nye faciliteter på Stadionvej ombygges den eksisterende skole delvist, sådan at begge skoleafdelinger kan rumme fem spor.

Sideløbende med færdiggørelsen af nybyggeriet, går ombygningen af den eksisterende skole til en indskoling for 0. til 5. klasse i gang. Ombygningen forventes færdig i 2026 og vil foregå samtidig med, at skolen er i funktion.

Kommentarer