Ebeltoft

Tankevækkende fortællinger om hekseprocesser i Ebeltoft

Hør teolog Heidi Bisgaard og historiker Lea Glerup Møller fortæller grufulde hekseprocesser i Ebeltoft i 1600-tallet. Her ses en porthammer fra Rodegården i Ebeltoft. Ejendommen var tidligere ejet af rådmand Peder Blaakjær, der i 1634 havde vidnet ved et retsmøde og fortalt, at præsten hr. Niels Pedersen ejede ”troldbøger”! Fotokilde: Museum Østjylland

Skrigende kvinde omspændt af flammer. Dette grufulde syn var ikke ualmindeligt i 1600-tallet, hvor heksebålene flammede over Europa – og også over Ebeltoft.

Datidens hekseprocesser i byen er omdrejningspunktet for en højskoledag i Ebeltoft Sognegård, hvor teolog Heidi Bisgaard og historiker Lea Glerup Møller fortæller om de anklagede, dommene og folks reaktioner på hekseprocesserne.

Der serveres en let frokost, og der er entré. Tilmeld dig senest den 7. november kl. 12 på ebeltoft.sogn@km.dk

Foredrag: Trolddom og overtro – Hekseprocesserne i Ebeltoft, onsdag den 9. november 2022 kl. 10.30 – 14 i Ebeltoft Sognegård, Kirkegade 13, 8400 Ebeltoft.

Billet inkl. frokost, ekskl. drikkevarer: 50 kr. (ikke gratis for museumsklubmedlemmer).

Tilmelding senest mandag den 7. november kl. 12 på ebeltoft.sogn@km.dk

I 1600-tallet flammede heksebålene over det meste af Europa og Danmark. Her slog heksejægerne kløerne i formodede hekse med rygdækning i den gældende lov, nemlig Christian d. 4.s forordning om troldfolk fra 1617. 

”I årene efter eksploderede antallet af hekseforfølgelser i Danmark. Også i vores beskedne havneby Ebeltoft kom der gang i hekseprocesserne i årene efter. Anklagerne ramte bredt – selv ikke præsten gik fri af anklage, ” fortæller Lea Glerup Møller fra Museum Østjylland. 

Bålene døde ud

Der skete imidlertid noget i midten af 1650’erne. Heksebålene brændte så småt ud, fordi dommerne ved Viborg Landsting nu omstødte dommene over heksene. 

”Det var nemlig sådan, at en dødsdom for hekseri ikke måtte eksekveres, før den var stadfæstet af landstinget, ” forklarer historiker Lea Glerup Møller. 

Det danske retssystem havde allerede på den tid en praksis, hvor det var muligt at appellere en dom ved en højere instans. Dommerne ved landstinget var ikke længere fortalere for heksebrændinger, heksebålene døde derfor ud og lod kun eftertanken og skammen tilbage.

For mere information om foredraget kontakt historiker Lea Glerup Møller på tlf. 2113 0931 eller på lgm@museumoj.dk.

Kommentarer