Ebeltoft

Besøg din arkiv! Det rummer en guldgrube af historier

Randers Stadsarkiv står dørene op til en guldgrube af viden, når de nu holder åbent hus. Kig forbi og lær at bruge et arkiv, eller kig nærmere på alle tiders kommunalvalg, som arkivet sætter særligt fokus på lørdag den 13. november. Der bliver rig mulighed for at dykke ned i historien og læse om tidligere tiders kommunalvalg på arkivet. Vidste du f.eks., at der var omvalg i Randers i 1950? Foto: Randers Stadsarkiv.

Måske har du aldrig været på dit lokale arkiv. Måske tænker du, at det ikke vedrører dig og dit liv. Men det er en skam og helt forkert! På landets mange lokalhistoriske arkiver kan du nemlig finde en guldgrube af spændende informationer om netop din egn, dine forfædre og dermed dine rødder, din historie og dit liv.

Ebeltoft Byhistoriske Arkiv flyttede i 2020 op fra trange, forældede lokaler og op i lyset i de nye lokaler i Maltfabrikken. Her tager arkivets medarbejdere nu i mod dig, når arkiverne landet og Norden over holder Åbent Hus i forbindelse med Arkivernes Dag den 13. november. Alle er velkomne denne hyggelige dag, både erfarne arkivbrugere og dem, der altid har været på arkivet før men bare er nysgerrige! Foto: Museum Østjylland.

Kig forbi Stadsarkivet i Randers eller Det Byhistoriske Arkiv i Ebeltoft, når de den 13. november holder åbent hus. Arrangementet er en del af Arkivernes Dag, hvor alle landets lokalhistoriske arkiver slår dørene op og fortæller om arkivernes mange muligheder!

Denne dag står medarbejderne i dit lokale arkiv klar til at hjælpe dig med at søge efter den lokale, historiske viden, som vedrører lige netop dig. Arkiverne rummer blandt andet omfattende billedarkiver og avisartikler, som kan hjælpe dig godt på vej til at finde netop den information, du synes, er interessant. 

”Vores gæster bliver meget ofte overraskede over, hvor meget information, vi sammen kan grave frem. Informationer, de troede, for længst var gået tabt, kan vi ofte finde, og det kan faktisk rumme store følelser og glæde hos vores gæster. For eksempel når et gammelt skolefoto af en for længst afdød mor dukker op, ” fortæller arkivarerne Mathilde Storvang fra Randers Stadsarkiv og Martin Mauritzen fra Ebeltoft Byhistoriske Arkiv. 

”Du kan også få et godt grin, når du bladrer i det hedengangne lokale satiriske blad Kureren!” 

Åbnet hus på arkivet i Randers

Selvom du kan få hjælp til hvad som helst til åbent hus-arrangementet, sætter de på Randers Stadsarkiv i år særligt fokus på kommunalvalg gennem tiden. Arkivarerne har fundet fotos og materiale i magasinet, som de lægger frem på læsesalen til alle, der er nysgerrige på fortidens demokrati og afstemninger.

Er du helt ny bruger af arkivet eller bare lidt nysgerrig på, hvad et arkiv er for en størrelse, så arrangerer medarbejderne også en rundtur på arkivet. Her kommer du helt ud i krogene og ser, hvad der egentlig gemmer sig i kælder og magasin. Omvisningen er gratis og foregår kl. 10.30 med start fra arkivets læsesal i Kulturhuset. Du møder blot op, hvis du har lyst til at komme med bag arkivets facade!

Åbent hus på arkivet i Ebeltoft

Ebeltoft Byhistoriske Arkiv er en del af BMA Maltfabrikken og har denne dag sat fuld damp på Arkivernes Dag! De har nemlig været i magasinet og har her fundet alskens spændende materiale om Ebeltoft-Trustrup Jernbanen, der i år kunne have fejret sit 120 års jubilæum.

Så er du interesseret i privatbanehistorie, damplokomotiver, forsvundet arkitektur eller bare almindelig nysgerrig på din by, så kig forbi.

Besøger du arkivet denne dag, kan du selvfølgelig også stille de hjælpsomme medarbejdere på arkiverne spørgsmål om lige netop det, der interesserer dig.

Har du ikke mulighed for at besøge arkivet til åbent hus-arrangementet den 13. november, så fortvivl ikke. Du er altid velkommen til at besøge arkivet i den almindelige åbningstid med dine spørgsmål. Du kan også ringe eller skrive til arkivets medarbejdere, som står klar med viden og hjælp, uanset om du er vant til at bruge arkivets muligheder eller ej. 

Alle arkiver i Norden slår dørene op

Det er ikke alene arkiverne i Østjylland – eller for den sags skyld i Danmark – der slår dørene op denne lørdag. Arkiver i hele Norden holder åbent hus den anden lørdag i november under titlen Arkivernes Dag for at sætte fokus på arkivernes rigdom af historisk viden og på, hvordan du kan bruge den viden i dit liv i år 2021!

Kom og grav lidt i dine forfædres historie eller gå på jagt efter spændende hændelser fra lige netop din by og egn.

Info

  • Åbent hus til Arkivernes Dag lørdag den 13. november 2021:
  • Randers Stadsarkiv, Kulturhuset, Stemannsgade 2 i Randers, kl. 10 – 14.
  • Ebeltoft Byhistoriske Arkiv, BMA Maltfabrikken, Maltvej 8 i Ebeltoft, kl. 10 – 12.
  • Gratis.

Kommentarer