Ebeltoft i Udvikling vinder Byplanprisen 2021
Byudviklingsprojektet Ebeltoft i Udvikling har vundet Byplanprisen 2021 for et borgerdrevet samarbejde mellem en bred vifte af lokale ildsjæle og Syddjurs Kommune. Juryen bag prisen roser kommunen for at sætte rammerne for et vellykket samarbejde med reel samskabelse og fælles ejerskab til byens omdannelse.
Ebeltoft i udvikling er et byudviklingsprojekt med fokus på at udvikle Ebeltoft som en moderne søkøbstad. Byen skal være en attraktiv havneby for alle byens borgere samtidig med at den udvikles som en pulserende turistby. Centralt for Ebeltoft i udvikling er, at udviklingen af byen sker sammen med byens foreninger, erhvervsdrivende, distriktsråd, turistattraktioner og borgere. Det er borgerne selv, der skal drive og realisere deres ideer og Syddjurs Kommune støtter op om processen og projektudviklingen. Kommunen har i flere år prioriteret strategisk opkøb af jord og ejendomme, for netop at sikre rum og plads til den udvikling
Dansk Byplanlaboratorium og Arkitektforeningen har torsdag aften tildelt Byplanprisen 2021 til Ebeltoft i Udvikling i forbindelse med afholdelse af den årlige Byplankonference. Prisen tildeles Ebeltoft i Udvikling for en unik borgerdreven samarbejdsmodel og for at sætte rammer for et vellykket samarbejde om byens omdannelse. Prisen blev modtaget af formand for udvalget for plan, udvikling og kultur Riber Hog Anthonsen og formand for Ebeltoft Distriktsråd Camilla Rønde på vegne af Ebeltoft i Udvikling.
Ebeltoft i Udvikling bygger på et stærkt samarbejde mellem civilsamfund og kommune, hvor en bred kreds af byens aktører er involveret gennem arbejdsgrupper. Borgersamarbejdet er forankret i en Koordineringsgruppe, der sikrer opkoblingen til kommunens overordnede strategier og det politiske niveau. Efter behov indkaldes der til et Byforum, når idéer og projekter skal udfoldes og kvalificeres. Der blev senest afholdt Byforum den 16. august, hvor ca. 150 borgere deltog og debatterede oplæg fra de 7 frivillige arbejdsgrupper.
Formand for udvalget for plan, udvikling og kultur Riber Hog Anthonsen udtaler:
– På Byrådets vegne er jeg naturligvis rigtig stolt over at modtage Byplanprisen 2021 for vores samarbejde med borgere om udvikling af havnefronten i Ebeltoft. Vi modtager denne pris på vegne af alle de borgere, der er engageret i projektet og arbejder aktivt for sammen at udvikle Ebeltoft i fremtiden. Modtagelsen af Byplanprisen kunne måske få nogen til at tro at projektet er slut, men faktisk er vi jo kun lige begyndt. I de kommende år skal vi fortsætte arbejdet sammen med borgerne om at virkeliggøre de mange gode visioner, det er blevet til. Tak til Dansk Byplanlaboratorium og Arkitektforeningen for den flotte pris og tak til de mange frivillige i Ebeltoft og kommunens dygtige medarbejdere, der har skabt rammerne om projektet.
Formand for Ebeltoft Distriktsråd og deltager i Ebeltoft i Udvikling Camilla Rønde udtaler:
– Det er en stor ære og glæde at få lov at modtage denne pris på vegne af de mange frivillige ildsjæle i Ebeltoft i Udvikling. Det er et skulderklap uden lige til alle dem, der har knoklet igennem de seneste år og lagt både arbejdstimer og drømme i projektet for at udvikle Ebeltoft til gavn for hele byen. En stor tak til Dansk Byplanlaboratorium for at anerkende det arbejde, som både frivillige og Syddjurs Kommune har lagt for dagen. Det er også et tydeligt signal til vores byrådspolitikere i Syddjurs om at fastholde og insistere på det tætte samarbejde mellem arbejdsgrupperne og projektledelsen hos Syddjurs Kommune, så vi kan drive projektet og den positive energi videre med de frivilliges opbakning.
Byplanprisen uddeles af Dansk Byplanlaboratorium og Arkitektforeningen og er uddelt siden 1996.
Et af de næste vigtige skridt for Ebeltoft i Udvikling bliver et samarbejde med Realdania om et pilotprojekt for udvikling af en fysisk-strategisk plan, der skal sikre en borgerdrevet udvikling af en klimarobust kystkultur. Realdania har bevilget 1,5 mio til forundersøgelsesprojektet og Syddjurs Kommune har afsat yderligere 2 millioner kr. til arbejdet – pilotprojektet ses af kommunen som endnu en mulighed for at skabe positive forandring af byen, i fællesskab.
Kommentarer