Nimtofte

Fire anholdt, sigtet for manddrab på savnet mand

Foto: Rigspolitiet

Østjyllands Politi har de seneste dage gennemført en intensiv efterforskning med henblik på at klarlægge årsagen til en savnet, 45-årig mands forsvinden.

Fire personer fremstilles i dag, sigtet for manddrab på den 45-årige mand.

Den 45-årige Frank Dan Nørgaard Jensen fra Djursland blev efterlyst lørdag, da han ikke var set siden torsdag. I forbindelse med eftersøgningen fandt Østjyllands Politi mandag den 45-åriges bil udbrændt på Gl. Fjellerupvej ved Vivild.

En intensiv efterforskning har frembragt bestyrket mistanke om, at den savnede Frank Nørgaard har været udsat for en forbrydelse i form af, at han er blevet dræbt. Efterforskningen førte til, at Østjyllands Politi mandag aften kl. 21.02 foretog en koordineret anholdelsesaktion på en adresse i Nimtofte på Djursland. Her blev fire personer anholdt – henholdsvis en 39-årig kvinde, en 23-årig kvinde, en 25-årig mand og en 39-årig mand. De er alle sigtet for manddrab samt forsætlig ildspåsættelse af en varebil.

Fremstilles i grundlovsforhør kl. 14.00

Østjyllands Politi fremstiller de fire anholdte i grundlovsforhør kl. 14.00 ved Retten i Randers. Anklagemyndigheden vil begære lukkede døre til grundlovsforhøret.

Østjyllands Politi er fortsat meget interesserede i at høre fra vidner, som kan have oplysninger om den savnede person og dennes køretøj.

Kommentarer