Hvad er lykken? Foredrag med Svend Brinkmann i Kolind
FOF Djursland inviterer dig og den foredragsaktuelle psykolog og professor Svend Brinkmann til en aften, hvor du kan være sikker på at komme hjem med nye indsigter om lykke. Det sker mandag den 27. september kl. 19-21 i multisalen i Kolind+.
Er lykken er blevet en pligt, som den enkelte selv har ansvar for at skabe? Det lyder næsten helt ulykkeligt!
Det er netop begrebet lykke, Svend Brinkmann ruller ud for os, eller i hvert fald hans tanker om lykke. For med udgangspunkt i bogen ’Kampen om lykken’, som Svend Brinkmann har været med til at udgive, undersøger han i dette foredrag lykkens væsen – både historisk og i det nuværende, lykkefokuserede samfund – og spørger, hvad vi kan gøre for egen og andres lykke. Deltagerne er så heldige at få lidt ekstra med hjem – for Svend Brinkmann vil krydre foredraget med lidt indsigter fra hans aktuelle bog ”Vi er det liv, vi lever” – blandt andet om skæbnens betydning for vores liv. Svend Brinkmann er professor i psykologi ved Aalborg Universitet. Han forsker på tværs af psykologi, filosofi og kulturanalyse.
Hvad er lykken?
Mennesker har formentlig altid reflekteret over, hvad lykken er: Er lykken at leve op til normer for et ærefuldt liv? At opleve mest muligt inden det er for sent? Eller at udleve sit fulde potentiale?
Mange har historisk kæmpet for retten til at være lykkelig, men i de senere år er ideen om lykken imidlertid ved at skifte fra at være en ret og til at blive en pligt. For det lykkelige menneske er et produktivt menneske, og der ansættes derfor Chief Happiness Officers i virksomheder, og nationer brander sig på internationale lykke-indexer.
Bliv klogere sammen med os i FOF Djursland denne foredragsaften, som tilbydes i samarbejde med Djurslands Bank. Du kan altid bestille billetter ved at ringe til os på FOF-kontoret på tlf. 86 32 55 88 eller bestille dine billetter på FOFs hjemmeside: www.fof.dk/da/djursland. Du kan samme aften både købe og få signeret Svend Brinkmanns bøger.
Svend Brinkmann – Hvad er lykken?
Mandag 27.09.2021
Kl. 19:00-21:00
Bugtrupvej 33, 8560 Kolind
Kommentarer