Hornslet

Knuste ruder i Hornslet førte til sigtelse for narkokørsel

En ung mand blev stoppet af politiet efter mistanke om nogle knuste ruder, men blev i stedet sigtet for narkokørsel.

Et par patruljer fra Østjyllands Politi kørte omkring kl. 22.40 til Hornslet Skole, hvor nogen havde knust to ruder. Der var dog ingen personer omkring skolen, da betjentene kom frem, og mens den ene patrulje ledte efter spor på stedet, kørte den anden rundt i området for at kigge efter mistænkelige personer. 

På Tingvej fik betjentene øje på to unge mænd, som kom kørende på en scooter. Føreren af scooteren havde ikke hjelm på, og patruljen vendte rundt for at få en snak med mændene.

På Stejlbjerg smed mændene scooteren, og passageren stak af til fods fra stedet. Tilbage stod den 19-årige fører, som virkede påvirket af stoffer. Han blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel. Derudover blev han sigtet for at køre uden hjelm og for at køre med en passager bagpå.

Under visitationen fandt betjentene en lille æske med en mindre mængde hash, som den 19-årige også blev sigtet for at besidde. Der var umiddelbart ikke grundlag for at sigte ham for rudeknuseriet på skolen.

En blodprøve skal nu vise, om den 19-årige havde ulovlige stoffer i blodet under kørslen.

Kommentarer