Samfund

Kogepåbud til Kongsgårde-Borup Vandværk

I forbindelse med de rutinemæssige drikkevandskontroller fra Kongsgårde-Borup Vandværk er der påvist bakterier i drikkevandet. 

Syddjurs Kommune har efter samråd med Styrelsen for Patientsikkerhed, udstedt et kogepåbud til Kongsgårde-Borup Vandværk. Det betyder, at vandværket skal orientere forbrugere, om at det anbefales, at alt vand til drikkevandsformål og madlavning skal koges. Da vandværket forsyner den lokale Brugs underretter Syddjurs Kommune desuden Fødevarestyrelsen.

Der er påvist Intestinale enterokokker (Enterokokker) og Escherichia coli (E-coli og Coliforme bakterier.

Intestinale enterokokker (Enterokokker) og Escherichia coli (E-coli): Enterokokker og E-coli bakterier må ikke findes i drikkevand. E. coli og intestinale enterokokker er såkaldte indikatorbakterier, som stammer fra tarmen hos mennesker og dyr. De er sjældent selv sygdomsfremkaldende, men når de findes i vandet, er det et tegn på forurening med afføring (fra dyr eller mennesker). Dermed er der risiko for, at andre sygdomsfremkaldende bakterier eller vira findes i vandet, f.eks. salmonella eller campylobacter (der kan give diarré). 

Coliforme bakterier: er naturlig forekommende i jord, forrådnet plantemateriale og overfladevand. Bakterierne er indikatorer for, at der kan findes andre sygdomsfremkaldende bakterier eller vira i vandet.

Hvis man bliver syg skal man rette henvendelse til egen læge.

Vandværket indvinder omkring 8.500 kubikmeter årligt og forsyner 105 forbrugere fordelt på parcelhuse og sommerhuse. 

Kogeanbefalingen gælder, indtil nye analyser har påvist, at forureningen er ophørt. Nye analyser er bestilt og resultater ventes klar i denne uge. 

For yderlige information kan der rettes henvendelse til Kongsgårde-Borup Vandværk. Hjemmeside: https://kongsgaardeborupvandvaerk.dk/

Kommentarer