Kultur

”Kultur på recept” skal fremme beskæftigelse i Syddjurs

Sankning langs stranden. Foto: Hother Hennings.

Syddjurs Kommune søger lokale samarbejdspartnere inden for natur- og kulturområdet, der vil samarbejde om pilotprojektet “Kultur på recept”. Ideen er baseret på gode erfaringer fra andre kommuner og er målrettet borgere uden for arbejdsmarkedet med let til moderat stress, angst eller depression.

Byrådet besluttede i forbindelse med budget 2021 at afsætte midler til pilotprojektet “Kultur på recept”. Kultur på recept er baseret på viden om at gode fælles oplevelser med natur og kultur kan fremme sundhed og trivsel, og på den måde afhjælpe lettere tilfælde af både stress, angst eller depression, og i den sidste ende fremme borgerens tilknytning til arbejdsmarkedet.

Ideen med kultur på recept er ikke ny, men har været afprøvet med gode resultater i fire danske kommuner fra 2016 til 2019. I pilotprojektet i Syddjurs vil der være særligt fokus på, hvordan forløbet kan øge deltagernes muligheder for at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Det betyder blandt andet, at Kultur på recept vil blive tænkt ind i den samlede plan for deltagerens vej til job. Forløbet kan for eksempel være et supplement eller en forberedelse til en virksomhedspraktik eller andre virksomhedsrettede forløb.

Kultur- og naturaktører opfordres til at byde ind

I forbindelse med opstart af pilotprojektet foretager Syddjurs Kommune en afdækning af mulige samarbejdspartnere. Kultur- og naturformidlere, som vil varetage indsatsen, opfordres derfor til at byde ind på opgaven. Deadline for afgivelse af tilbud er onsdag den 27. januar 2021.

Formand for udvalget for erhverv og beskæftigelse Gunnar Sørensen udtaler:

– Vi ved fra andre kommuner, at gode oplevelser i grupper inden for natur og kultur kan gøre en forskel for borgere med stress, angst eller depression. De samme borgere kan ofte være faldet ud af arbejdsmarkedet og vores mål, er at “Kultur på recept” skal være en hjælp i vejen tilbage til arbejdsmarkedet. Vi starter op med et pilotprojekt, hvorefter vi vil evaluere erfaringerne. Vi søger i den forbindelse samarbejdspartnere her i kommunen, som kan levere de gode oplevelser, vi har brug for. Det kan være inden for både natur og kulturområdet og jeg opfordrer alle interesserede til at afgive et tilbud inden den 27. januar 2021.

Der vil blive gennemført to forløb som et pilotprojekt i 2021.

Udkast til forløb med kultur på recept

Forløbet varer otte uger med to ugentlige mødegange af tre timers varighed. På hvert forløb vil der være 10-12 deltagere. Aktiviteterne skal leveres af lokale kultur- og naturaktører og have fokus på kulturformidling og gode oplevelser igennem kultur- og naturaktiviteter. Aktiviteterne vil ikke have terapeutisk karakter. Forløbet kan eksempelvis bestå af aktiviteter som foredrag, rundvisninger, guidet fælleslæsning, introduktion til male- og tegneteknikker, sanketur, fællessang mm. Forløbet og de konkrete aktiviteter vil blive udviklet i samarbejde med projektets samarbejdspartnere.

Læs mere om projektet og afgivelse af tilbud her.

Kommentarer