Kultur

Morgenfuglesang, strandsafari og bålaften i Mols Bjerge

Naturvejleder Morten D.D. guider nysgerrige gæster rundt på tur i Mols Bjerge. Foto: Naturhistorisk Museum.

Der er garanti for unikke og lærerige naturoplevelser, når Naturhistorisk Museum resten af året inviterer til et væld af guidede ture på Molslaboratoriet midt i Nationalpark Mols Bjerge.

Om man er til syngende fugle, vilde bier eller smukke sommerfugle, vil udforske nattehimlen i teleskopkikkert eller lede efter krabber på strandsafari, så er Mols Bjerge stedet.

Den smukke og varierede natur ved Naturhistorisk Museums feltstation Molslaboratoriet danner rammen om 50 guidede ture for både voksne og børn. Turene spænder vidt fra rewilding-ture for hele familien til mere eksklusive ture med bål, tapas og tid til faglig fordybelse. 

“Vi har aldrig før haft så ambitiøst et aktivitetsprogram på Molslaboratoriet,” fortæller naturvejleder Morten DD Hansen. “Og vi glæder os som små børn til at byde vores gæster velkommen til de mange spændende arrangementer, hvad enten det er en aften i mørket med kig til stjernehimlen eller en strandtur, hvor vi kigger på krabber og tungsand.” 

Molslaboratoriets rewilding-projekt med heste og kvæg har kørt siden 2016, og på de få år er naturen blevet meget mere interessant og varieret – med en masse sjældne arter. “Naturhistorisk Museum ønsker at dele viden om, og oplevelser i naturen med så mange som muligt, og derfor har vi kraftigt opgraderet formidlingen på arealerne,” fortæller museumsdirektør Bo Skaarup, som håber på stor tilslutning til arrangementerne.

Se det fulde program her

Kommentarer