Nu kan du søge tilskud til et godt friluftsprojekt, men der er kort frist
Friluftsrådet uddeler 20 millioner kroner til projekter, der skaber bedre fysiske rammer for friluftsliv, nye muligheder for vandfriluftsliv eller, som udvikler børn og unges friluftsliv. Søg om tilskud fra Udlodningsmidler til Friluftsliv. Næste frist for ansøgninger er 15. september 2023.
Har du en idé til et projekt, der giver befolkningen mere og bedre friluftsliv og naturforståelse, er det nu, du skal søge. Friluftsrådet uddeler 20 mio. kr. til projekter, der skaber flere muligheder for friluftsliv eller øger befolkningens naturforståelse.
Du kan søge om tilskud fra 20.000 kroner og opefter. Næste ansøgningsfrist er 15. september 2023.
– Gode muligheder for naturoplevelser og friluftsliv skaber stor værdi ude i lokalsamfundene, og vi ser ofte, at projekterne er med til at skabe blandt andet nye fællesskaber og lokal stolthed. Det vil vi gerne støtte, så vi håber, at vi får en masse ansøgninger på gode projekter, siger Winni Grosbøll, direktør for Friluftsrådet.
Tre temaer for projekter
Du kan søge om tilskud til projekter inden for tre temaer:
- Fysiske rammer for friluftsliv: Du kan søge tilskud til projekter, der skaber bedre fysiske rammer for friluftsliv, så flere kommer ud og oplever naturen. Det kan fx være shelterpladser, madpakkehuse, fugletårne eller faciliteter, der imødekommer personer med handicap eller andre særlige behov. Det kan også være friluftsudstyr til udlån, stier og andre fysiske tiltag, som forbedrer adgangen til naturområder.
- Vandfriluftsliv: Du kan søge tilskud til projekter, der skaber bedre muligheder for at dyrke friluftsliv på og i vandet. Det kan fx være faciliteter og udstyr, som understøtter vandaktiviteter eller skaber bedre adgang til vandet. Det kan også være udstyr til formidling af naturen under vandoverfladen.
- Børn og unges friluftsliv: Du kan søge tilskud til projekter, der fremmer børn og unges friluftsliv eller øger deres naturforståelse. Det kan fx være etablering af skolehaver og andre initiativer, der gør det nemmere at flytte undervisningen ud i det fri. Det kan også være udstyr og faciliteter til nye aktiviteter i foreninger, der får flere børn og unge ud i naturen.
Få sparring på din idé
Er du i tvivl, om din projektidé falder inden for puljens formål, er du altid velkommen til at ringe eller skrive til Friluftsrådet, der gerne hjælper med gode råd og sparring. Du kan kontakte Friluftsrådets puljeadministration på tlf. 33 79 00 79 (tast 2) eller på mail: tilskud@friluftsraadet.dk.
Kommentarer