Nyt museumsprogram med fantastiske fortællinger og grufulde gys
Der er ingen grund til at græde over en endt sommer, for nu kommer i stedet det flotte efterår og med det Museum Østjyllands nye efterårs- og vinterprogram! Programmet er spækket med fængende foredrag, flotte udstillinger og fornøjelige aktiviteter for børn og voksne.
Hør foredrag om fake news og massehysteri, tag på omvisning i særudstillingen Kolindsund – søen, der deler vandene, hør om rødstrømpebevægelsen eller kast dig ud i alle museets julerier i Randers, Grenaa og Ebeltoft.
Nyt efterårs- og vinterprogram september – december 2022 for Museum Østjylland i Randers, Grenaa og Ebeltoft er netop udkommet.
Programmet kan ses på museumoj.dk.
Der er gratis adgang til alle museets afdelinger.
Efteråret er som skabt til at gå på opdagelse i museumsudstillinger og lytte til spændende foredrag. I de kommende måneder kan du på Museum Østjylland blive klogere på, hvordan det var at vokse op med syv ”mødre”, der var pionerer i rødstrømpebevægelsen, du kan høre om fake news i 1800-tallet samt opleve historikeren og sognepræsten fortælle om hekseprocesser, trolddom og overtro i Ebeltoft for 400 år siden.
I Grenaa lokker særudstillingen om Kolindsund fortsat mange interesserede gæster på museet, og også i efteråret kan du komme på omvisninger i udstillingen, hvor tilrettelæggerne fortæller om Kolindsunds fortid og fremtid.
Og så fejrer Museum Østjylland i Randers naturligvis resten af 2022, at det i år er 150 år siden, at fremsynede randersborgere besluttede, at byen skulle have et kulturhistorisk museum! Se jubilæumsudstillingen i Kulturhuset og gå på opdagelse i museets andre jubilæumsaktiviteter.
Efterårsferie på museet for store og små
Efterårsferien på museet byder naturligvis på et væld af gratis kulturelle oplevelser for hele familien. Oplev dukketeater om Sigurd Dragedræber for mindre børn i både Randers og Grenaa, tjek også Håndværksmuseet ud, hvor der er håndværk i børnehøjde med aktiviteter for kreative børn, og kig forbi når konservatorerne i kælderen på Kulturhuset holder åbent hus i efterårsferien. Her er både børn og voksne meget velkomne til at være med og høre om konservatorernes magiske museumsarbejde.
Efterårsferien byder på det altid populære husflidsmarked på Håndværksmuseet med masser af håndlavede ting fremtryllet af lokale og kreative sjæle.
Husk også at der er gys på Håndværksmuseet allerede i begyndelsen af oktober. Her genopstår det gamle museum i efterårsmørket, og du kan komme på spøgelsesvandring med tilhørende gys og gru!
For mere information kontakt souschef og leder af Udvikling og Publikum, Karen Dubery på tlf. 5150 9611 eller på kd@museumoj.dk
Museum Østjylland har 150-års jubilæum i år. Det fejrer vi med masser af arrangementer, aktiviteter og udstillinger rundt i Randers for både børn og voksne.
Følg løbende med på vores hjemmeside eller de sociale medier.
Kommentarer