Det gav et sug i maven, da vi modtog beskeden om at Maltfabrikken er shortlistet til Mies van der Rohe Award, EU’s højt profilerede arkitekturpris. Mange hundrede kandidater blev indstillet, 532 blev nomineret, og nu – ja, nu er der 40 tilbage. Maltfabrikken er en af dem. Det er vildt og stort. Det er verden der kigger på Maltfabrikken i Ebeltoft lige nu. Al-Jazeera har ringet. Vi kan elevatortalen på engelsk. This is HUGE.

“Hvad betyder det for Maltfabrikken at være blandt de 40 på listen?” spurgte en journalist. Jo… vi gætter selvfølgelig på at det vil kunne ses i besøgstallene for den kommende sæson. Men de mest interessante svar peger andre steder hen: ud i byen, ud i lokalområdet, ud i verden og frem i tiden.

Når vi ser på de 40 kandidater til finalen, er der især én ting, som er slående: mange af de iøvrigt fantastiske bygninger kunne i virkeligheden ligge hvor som helst. Sådan er det ikke med Maltfabrikken. Dens bygninger voksede frem af det, der allerede var, og knopskød gennem mere end halvandet århundrede, fordi den udviklede sig i takt med sin tid og sine omgivelser – først som maltfabrik, siden som Folkets Fabrik.

Maltfabrikken er uløseligt forbundet med Ebeltoft og Syddjurs. Den hænger organisk sammen med både byrummet og den lokale selvforståelse. Den er alt det modsatte af de galopperende butiks- og fastfoodkæder som gør verdens byer stadig mere ens. Maltfabrikken svarer på en længsel, som er vokset frem i takt med globaliseringen. Først som en understrøm, siden som en tendens. Nu som noget, der begynder at ligne en bevægelse.

Vi forstår steder i kraft af deres egenart. Det vi husker, når vi kommer hjem fra en rejse, er stedets særpræg og essens. Folkelivet på torvet, landskabets særpræg, smagen af de lokale specialiteter, bygningsværket vi aldrig havde set magen til. Af samme grund vælger vi selv at præsentere vores tilrejsende gæster for alt det, de ikke allerede har set, der hvor de kommer fra.

Så hvad betyder det for Maltfabrikken at være blandt de 40 på listen? Det betyder, at vi kan være med til at hejse flaget for det enorme potentiale der ligger i at kaste tid, ressourcer og kærlighed i det, som ikke findes andre steder. Også selvom det på kort sigt ville være billigere at rive ned, jævne ud og gøre plads til noget der hurtigt kan klikkes sammen af færdige moduler.

Når man vælger at arbejde med potentialet i det stedsbundne, arbejder man ikke kun med bygningsmassen, men også med historien, miljøet og den lokale indentitet som er forankret i den. Man skriver sig ind som et punkt i tiden, et kapitel et sted imellem dem der lagde fundamentet og dem der kommer til at tage over engang i fremtiden.

Når man arbejder med potentialet i det stedsbundne, giver man et lokalområde fornyede kræfter – hentet indefra. Frem for at importere det spektakulære, genopfinder man det, der allerede er. Det særlige, som man har lyst til at vise frem, og som andre gider at rejse efter. Måske endda flytte efter. Fordi liv tiltrækker mere liv.

Som et jurymedlem fra Mies van der Rohe-prisen formulerer det i den officielle pressemeddelelse: “Personligt mener jeg det er ekstremt vigtigt at fremhæve noget, hvor det kollektive liv er centralt og, måske, hvor der også er et lokalt aspekt. Ikke kun det globale, men også det lokale, for mange har i den seneste tid genopdaget vigtigheden af det nære”.

(Marcel Smets, arkitekt og byrums-designer, Bruxelles).

Så hvad sker der nu med de sidste 40 kandidater til Mies van der Rohe-prisen? Allerede i denne måned reduceres feltet til bare fem finalister. Vi håber selvfølgelig… det er næsten for spændende. Men det er også allerede helt fantastisk, for det giver international opmærksomhed omkring hvad der sker, når man lægger kærlighed i det lokale og folder det stedsbundne potentiale ud. Og den historie er vi slet ikke færdige med at fortælle.