Erhverv

Syddjurs Kommune får whisteblowerordning

På ny portal kan bl.a. kommunens medarbejdere og en bred vifte af samarbejdspartnere indberette om forhold, som måske ellers ikke ville komme frem.

Alle kommuner er lovmæssigt forpligtet til at etablere en whistleblowerordning, og Syddjurs Kommune er nu klar med en brugervenlig portal til formålet.

Brede målgrupper

Der er tale om en ordning, hvor kommunens nuværende og tidligere medarbejdere samt eksterne aktører med en arbejdsmæssig relation til kommunen, eksempelvis medarbejdere hos leverandører og underleverandører og frivillige og lønnede og ulønnede praktikanter, kan indberette om alvorlige forhold og lovovertrædelser, f.eks. brud på tavshedspligt, tyveri og en lang række andre forhold.

Borgere kan ikke bruge portalen til at indberette eller klage, men henvises i stedet til de alternative muligheder, der allerede er etableret til dét.

Hvordan indberetter man?

Via en online portal, som der linkes til fra syddjurs.dk og Syddjurs Kommunes medarbejder-portal (intranet), kan man indberette i et sikkert system, hvor data krypteres og personoplysninger håndteres fortroligt. Indberetning kan også foretages helt anonymt. Et advokatfirma gennemgår indberetningerne og sender videre til Syddjurs Kommunes interne whistleblowerteam, hvis indberetningen falder inden for ordningens rammer. Medlemmer af det interne whistleblowerteam vil ikke kunne tilgå indberetninger om dem selv, eller indberetninger, hvor de på anden vis er inhabile.

Det interne whistleblowerteam består af HR-chefen, næstformanden i Hoved-MEDudvalget (medarbejderudvalget) samt den nye borgerrådgiver, som ansættes i begyndelsen af 2022.

Whistleblowerteamet sørger for den videre behandling af en indberetning, som f.eks. kan være igangsættelse af en undersøgelse eller andre handlinger på baggrund af de oplysninger, som er kommet frem. Udgangspunktet er altid, at indberetteren er sikret mod repressalier, så længe man er i god tro om det forhold, man indberetter om.

Etableret i tæt dialog med Byråd og medarbejdere

Op til lanceringen af den nye whistleblowerportal har Byrådet drøftet modellen og vedtaget retningslinjer for ordningen. Samarbejdet med advokatfirmaet er blevet tilrettelagt, så det gennem en uvildig håndtering sikres, at indberetninger først kommer videre til behandling i Syddjurs Kommune, når de er vurderet juridisk. Alt sammen for at passe på de data og personoplysninger, som knytter sig til whistleblowerne selv og den/de personer, indberetningerne kan handle om. Internt er der også informeret, så medarbejderne ved, at ordningen er lanceret og kan tilgås.

Kommunaldirektør Rasmus Møller siger:

“Whistleblowerordningen hverken kan eller skal erstatte den tillidsfulde, daglige dialog på vores arbejdspladser og i MED-systemet. Samtidig anerkender vi, at der kan være situationer, hvor en person ikke ønsker at bringe forhold frem via de sædvanlige kanaler. Her kan whistleblower-ordningen være et alternativ og skabe mulighed for, at vi kan reagere. Vi har haft en rigtig god dialog om etableringen af ordningen med ledere og medarbejdere samt i Økonomiudvalg og Byråd. Det er vigtigt, at alle forstår, hvad meningen med ordningen er, og at den er tryg og sikker at anvende”.

Kommentarer