Debat og politik

Er mænd klogere og mere visionære end kvinder?

Mød de kvindelige kandidater, der stiller til kommunalvalget.

Er mænd klogere og mere visionære end kvinder? Det kan man jo godt spørge sig selv om, når man ser kønsfordelingen i vores byråd. Kun 30% er kvinder. Kun én ud af seks udvalgsformænd er en kvinde.

Der er 80 kandidater til det kommende kommunalvalg, og i Syddjurs er kun 26 af disse kvinder. Der er med andre ord god grund til at sætte fokus på de kvindelige kandidater!

Når der i det kommende uger afholdes en lang række vælgermøder, så vil de fleste partier sende deres spidskandidat. Det betyder, at der er er mange kandidater, der ikke kommer til orde, og ikke får mulighed for at fortælle om deres visioner for Syddjurs Kommune i fremtiden.

Flere kvinder skal have ordet

Det er baggrunden for to vælgermøder, som afholdes i Ebeltoft og Hornslet. Her er alle partier inviteret til at sende én af deres kvindelige kandidater, som pt. ikke sidder i byrådet.

Kandidaterne vil præsentere sig selv og deres baggrund for at stille op – og hvilke sager de brænder for at få indflydelse på. Da de ikke sidder i byrådet, så er der alle muligheder for at se fremad og folde fremtidsvisionerne ud. Det kan give en anderledes debat, som vælgerne kan deltage i.

Det er Kari Baklund, der selv er kandidat for Radikale Venstre, der er arrangør af de to vælgermøder. Hun arrangerede også et vælgermøde for kvindelige kandidater ved det sidste kommunalvalg i 2017, og flere af de kvindelige kandidater, sidder i byrådet i dag.

-Jeg synes, at det er vigtigt at sætte fokus på, at der er en ret skævt kønsfordeling i lokalpolitik. Jeg mener ikke, at kvinder skal vælges fordi de er kvinder, men jeg vil meget gerne arbejde for, at flere kvinder får taletid i valgkampen, så vi i det mindste for mulighed for at præsentere vores holdninger og ideer for en bredere skare. Det kræver det, hvis vælgerne skal vide, hvad vi står for, udtaler Kari Baklund.

To krydser til kalenderen

Der er mulighed for at møde de kvindelige kandidater hele to gange i uge 43. Alle er velkomne til at møde op og deltage i debatten. Der serveres et glas vin til de fremmødte.

Tirsdag d. 26. oktober kl. 19-21, Glasmuseet, Ebeltoft

Torsdag d. 28. oktober kl. 19- 21, Hornslethallen, Hornslet

Tilbage til overskriften

Forskere har ganske vist fastslået, at mænd hjerner er ca. 10% større end kvinders, men det er ikke lykkedes dem at fastslå, hvad de så bruger de 10% ekstra til.

Kommentarer