Rønde

Frivillige åbner ny butik med Coop-varer i Feldballe

Med et nyt samarbejde vil Coop gøre det nemmere for borgerne i mindre lokalsamfund at drive en dagligvarebutik.

I to år har de cirka 1000 borgere i landsbyerne Feldballe og Tåstrup på Djursland været uden en lokal dagligvarebutik. En gruppe ildsjæle fra lokalområdet har nu taget sagen i egen hånd, og den 24. september åbner borgerbutikken Kooperativet i Feldballe. Det sker i samarbejde med Coop, som skal levere butikkens dagligvaresortiment.

Den fysiske butik vil have et basisudvalg af dagligvarer, som Coop leverer fra sit store sortiment, og lokale varer fra foreløbigt ti forskellige leverandører i lokalområdet. Kooperativet Feldballe er ansvarlig for driften af butikken, som også bliver et fælles udleveringssted for online dagligvarer fra Coop.dk Mad.

Samarbejdet mellem Coop og Kooperativet Feldballe er en ny måde for Coop at understøtte, at de mindre lokalsamfund kan bevare deres lokale brugs som både indkøbssted og samlingspunkt for et stærkt fællesskab i byen.

”Coops butikker er jo allerede ejet af medlemmerne, og Coop har lige fra starten for 155 år siden været en borgerdrevet butik og virksomhed. Det er vi stadig. Men der er mange steder, hvor den sidste butik har det svært. Vi vil gerne gå foran og finde løsninger, som kan være med til at sikre den livsnerve, butikkerne er i ude i de mindre lokalsamfund,” siger bestyrelsesformand for Coop, Lasse Bolander.

Coop har længe været i gang med en række aktiviteter, bl.a. crowdfunding, der skal hjælpe de mindste butikker. Gennem en række innovative samarbejder vil Coop nu gøre sig erfaringer med forskellige andre tiltag, som skal sikre driften i de mindste butikker og nye områder, hvor der er mulighed for at drive mindre butikker.

”Landdistrikterne har behov for en hjælpende hånd for, at de mindre butikker kan overleve. Med ca. 300 nærbutikker er Coop en af de virksomheder i Danmark med mest lokal tilstedeværelse. Vi arbejder hver dag i Dagli’Brugsen i disse samfund for at støtte op om fællesskabet. For der er desværre et antal byer, som er i fare for at miste deres sidste butik, hvis ikke vi sammen gør noget ekstraordinært og finder på nye løsninger sammen med lokale ildsjæle. Det er vores samarbejde med Kooperativet Feldballe et glimrende eksempel på,” siger kædedirektør Maria Beck-Tange, Dagli´Brugsen.

Borgerbutikken Kooperativet trækker i mere end én forstand tråde til brugsbevægelsen og Coops historie. Landsbyens borgere er gået sammen i andelsforeningen Feldballe a.m.b.a., som ejer og driver den nye butik Kooperativet. Foreningen har nemlig lejet sig ind i bygningen på Ebeltoftvej 54 i Feldballe – samme sted som byens oprindelige Brugsen, der blev etableret af Feldballe Brugsforening i 1915.

”Kooperativet er stedet, hvor vi sammen med andre medborgere fra Feldballe og omegn kan lave fælles bestilling af dagligvarer, har mulighed for afhentning af vores apotekervarer, pakker og lign. Kooperativet er også her, vi kan finde varer, der er produceret lokalt – og det er vores ambition, at Kooperativet også er rammen for lokale markedsdage,” siger Jonathan Hvidbjerg, formand for Kooperativet.

Butikken på 150 kvm vil dele de nyrenoverede lokaler på i alt 387 kvm med bageren ”Simons Brød” og specialforretningen ”Kalø Whisky & vin”. Helt central er idéen om, at borgerbutikken skal være en aktiv medspiller i lokalsamfundet og er mere end et sted, hvor du køber ind.

”Vi vil være et udstillingsvindue for lokale foreninger, erhvervsdrivende og producenter og et mødested, hvor vi ser hinanden på tværs af byen og oplandet. Vi samler byens kræfter og hjælper hinanden med dét, vi kan deles om i hverdagen,” siger Jonathan Hvidbjerg og henviser til, at når byens ildsjæle sætter sig noget for, så bliver det til noget: Feldballes lokale borgere startede for 11 år siden selv en levedygtig friskole, og nu vil også en borgerdrevet dagligvarebutik bidrage til, at Feldballe også i fremtiden er et attraktivt område at flytte til.

Kooperativet inviterer til åbningsfest fredag den 24. september fra kl. 15.30, Ebeltoftvej 54 i Feldballe

Crowdfunding kampagne i gang

Butikken er næsten på plads, men der mangler det sidste, og her skal Coop Crowdfunding hjælpe. Kooperativet har netop startet en crowdfunding kampagne, som skal rejse penge til fryser, kølemontre og varmepumpe.

Her kan alle støtte projektet ved at købe såkaldte rewards i form af foredrag, rundvisning, fermenteringsworkshop eller klippekort til surdejsbrød i butikken. 

Læs meget mere på https://crowdfunding.coop.dk/project/1360  

Kommentarer