Sidste nyt om bofællesskabet Marie Magdalene: Nu 6 smittede
På bofællesskabet Marie Magdelene, der er målrettet borgere med psykisk eller fysisk funktionsnedsættelse, er der nu konstateret i alt seks smittede med corona, fordelt på to af de i alt seks bofællesskaber på stedet.
Der er i dialog med Styrelsen for Patientsikkerhed og det lokale sundhedsberedskab indledt smitteopsporing og isolering, som nu udvides til hele Marie Magdalene og den tilknyttede institution Gransvinget. En testbil som skal teste alle de beboere, der endnu ikke er testet, vil først ankomme søndag på grund af travlhed i det regionale testberedskab.
Smitteopsporing og isolering blev startet op onsdag, efter en nær pårørende til en beboer blev testet positiv og den pågældende beboer samtidig udviste symptomer. Torsdag blev der indledt test af to af de seks mindre bofællesskaber på Marie Magdalene. Efter dialog med Styrelsen for Patientsikkerhed blev der indkaldt en testbil til test af alle 46 på hele Marie Magdalene samt det mindre bofællesskab Gransvinget i Ebeltoft med 12 beboere.
Testbilen skulle være ankommet lørdag formiddag, men på grund af travlhed i det regionale testberedskab er testbilens ankomst til Marie Magdalene og Gransvinget udskudt til søndag. Flere at beboerne på Marie Magdalene har svære funktionsnedsættelser og det kan i flere tilfælde være vanskeligt at få flyttet personerne til test.
Fredag aften og lørdag indløb der svar på de test, der er foretaget på de to af bofællesskaberne. Der er i alt seks smittede blandt beboerne og der er i samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed indledt yderligere smitteopsporing og isolering for alle beboerne i Marie Magdalene og den tilknyttede institution Gransvinget.
Alle medarbejdere, som har været i nær kontakt med de smittede beboere, er sendt hjem til isolering og test.
De smittede beboere har indtil videre milde symptomer, men deres helbredstilstand følges nøje og personalet stræber efter at sikre en tryg hverdag under isolering.
De pårørende er kontaktet og orienteret om forløbet. Det daglige aktivitetstilbud på stedet er ud fra et forsigtighedsprincip lukket ned og der kan ikke tages imod besøgende på stedet. Der er desuden lukket for adgang til det udendørs fitness-område og fodboldgolf, som findes på institutionens område.
Kommentarer